Historien

“Nu skal Øjnene aabnes i Randers”- Randers Kunstforening gennem 150 år 

Tekst af Lise Jeppesen

Historien om Randers Kunstforening er historien om en række almindelige, kunstinteresserede mennesker, som frivilligt har påtaget sig opgaven som protektorer for kunsten og sammen har arbejdet for at udbrede kunstfor­ståelsen i Randers.

Randers Kunstforening blev stiftet den 3. juni 1851 og er den næstældste uden for København. Det er i år 150 år siden, og foreningen lever på trods af sin høje alder stadig i bedste velgående. I de oprindelige vedtægter står der at “Foreningens Øiemeed er, i dens kreds at vække og nære Sandsen for de dannende Kunster og derved fremme disses Tarv”. For at opnå dette ville Kunstforeningen skaffe sine medlemmer lejlighed til at blive bekendte med kunstværker og adgang til at blive ejere af sådanne. Præcis som i dag ville man lave udstillinger, afholde foredrag og indkøbe kunst til bortlodninger.

Gennem årene har Kunstforeningen givet anledning til såvel glæde som forargelse. Det har ikke altid været en taknemmelig opgave at formidle kunsten til borgerne i Randers. Smag og idealer er forskellige fra person til person og fra en periode til den næste. Divergerende opfattelser af hvad der er god og lødig kunst har altid været et godt oplæg for debat. Gennem årene har det især været udstillingsvirksomheden, der har været genstand for diskussion. Mødet mellem publikum og kunsten har sat spor i dagblade og aviser. Spor, der demonstrerer, at historien om Randers Kunstforening er mere end blot foreningens historie, den er også et kapitel i den lokale og nationale kultur- og kunsthistorie. 

Den Østerjydske Kunstforening
Initiativtagerne til den nye kunstforening var en lille kreds af byens toneangivende borgere. På den stiftende generalforsamling valgtes foreningens første bestyrelse, der kom til at bestå af tre medlemmer: Overlærer B.H. Mørch blev formand, fuldmægtig Lassen kasserer og cand. theol. musik- og sproglærer Klein påtog sig hvervet som sekretær. Vi ved ikke hvilke tanker og overvejelser, der lå til grund for, at Kunstforeningen opstod netop på dette tidspunkt. Set i et bredere historisk perspektiv havde udviklingen grund i en begyndende demokratisering af samfundet fra 1830’erne til Danmarks Grundlov i 1849, en demokratiseringsproces, hvor også kunst og kultur havde sin rolle at spille. Da Aarhus Kunstforening blev stiftet i 1847 af dr. Christian Weis, pastor Gad og adjunkt og maler Emmerik Høegh-Guldberg, byggede initiativet således ikke alene på en stor interesse for kunsten, men også på fremsynede og visionære tanker om kunstens betydning for et samfund. Dr. Christian Weis plejede selskabelig omgang med N.L. Høyen, der var Danmarks første kunsthistoriker og direkte ansvarlig for grundlæggelsen af Kunstforeningen i København.

I sine skrifter agiterede N.L. Høyen for, at folk gennem mødet med kunstens helligdomme kunne blive til nationalt bevidste danskere. Kunst blev anskuet som et afgørende bidrag til åndelighed og dannelse, og det skulle være kunstforeningernes opgave at bringe dette bidrag ud til folket. Før 1847 var man, hvis man ville besøge museer eller se på kunst, henvist til at tage til København. Kunsten var for de få, der havde råd og lejlighed til at foretage en sådan rejse. Der var behov for en decen­tralisering af hovedstadens kunstskatte. Mens det er nærliggende at tro, at Høyens indflydelse har haft en vis betydning for dannelsen af Aarhus Kunstforening, er det uvist hvor stort et kendskab overlærer Mørch, fuldmægtig Lassen og cand. theol. Klein har haft til tidens strømninger. Den aktuelle anledning til grundlæggelsen af Kunstforeningen i Randers har, som museumsleder Finn Terman Frederiksen påpeger i sin artikel til Kunstmuseets jubilæumsskrift, sikkert været, at Aarhus Kunstforening af 1847 blev nedlagt den 19. maj 1851. Man holdt stiftende generalforsamling i Randers allerede 14 dage efter. Bag opstarten af Kunstforeningen har der sikkert ligget en god del lokalpatriotisme. Man ville konkurrere lidt med århusianerne på det kulturelle område. Af protokollen fremgår det, at man ikke blot ønskede at skabe en lokal kunstforening. Allerede i juni sendte man opfordring til fremtrædende borgere i Ålborg, Mariager, Ebeltoft, Århus og Horsens om at tilslutte sig initiativet og forenes i en Østerjydsk Kunstforening. Men Høegh-Guldberg i Århus ønskede selv at genstarte Kunstforeningen af 1847, og den 14. oktober 1851 blev Aalborg Kunstforening stiftet, for man ønskede altså her at satse lokalt. Det har sikkert været en skuffelse for de driftige borgere i Randers, men det viste sig hurtigt, at der var grundlag for en selvstændig forening i Randers. Ved årets udløb var der 156 medlemmer i Randers Kunstforening.  

“Publikum Gjøres opmærksom paa, at Belysningen er bedst mellem kl. 10 og 3”
Allerede til den stiftende generalforsamling blev der fremlagt planer for en maleriudstilling, og lørdag den 13. september 1851 åbnede Kunstforeningens første udstilling i selskabet Harmoniens lokaler. De første dage var der kun adgang for Kunstforeningens medlemmer, men fra tirsdag den 16. åbnedes dørene for andre. Udstillingen var en stor succes. Den var åben frem til den 24. september og i løbet af den periode blev den udover Kunstforeningens medlemmer besøgt af 1800 gæster. Set i lyset af, at der ifølge folketællingen af 1850 levede 7338 mennesker i Randers by og omegn, er det et imponerende resultat. En fjerdedel af byens befolkning så udstillingen. I dag ville det svare til, at der kom omkring 15000 til en af Kunstforeningens udstillinger, hvad der jo sjældent sker.

Da udstillingen blev omtalt i Randers Amtsavis den 14. september, skrev man, at “Den Maleriudstilling som for tiden finder sted her i Selskabet “Harmoniens” Locale, hvor den optager to store Sale, er den interessanteste og fuldstændigste, som endnu er seet her”. Alle var begejstrede, men man kan ikke sige, at udstillingen var præget af noget videre kendskab til, hvad der var fremragende i dansk kunst. Udstillingen var sammensat dels af værker lånt af Kunstforeningen i København, dels af værker udlånt af kunstnerne i håb om salg. Man havde i Kunstforeningen kontaktet genre-maleren C.A. Schleisner og bedt ham om at udstede en offentlig opfordring til kunstnerne om at sende deres arbejder til udstillingen, og antydet, at man i Randers regnede med at gøre sine indkøb til bortlodning her. Blandt de udstillende kunstnere var C.A. Schleisner, J. L. Lund, Elisabeth Jerichau-Bauman, Julius Friedlænder, Nordahl Grove, Wilhelm Marstrand, G.E. Libert, Peter Raadvig, Frederik Rohde, Thorvald Brendstrup, Axel Schovelin, Christen Dals­gaard, I.L. Jensen m.fl., kunstnere, der for de flestes vedkommende mere eller mindre er gået i glemmebogen.

Generelt kunne motiverne karakteriseres som lidt for polerede landskabsskildringer og sødladne genremalerier: anek­dotiske skildringer af sentimental eller komisk karakter. Et af billederne, et maleri af Julius Friedlænder, bar f.eks. titlen: “En lille Pige beklager sig for sin Moder over at Hunden har taget hendes Smørrebrød”. Man kan næsten se det for sig. I dag fore­kommer mange af billederne os teatralske, opstillede og psykologisk overspillede. Smagen har ændret sig, men heller ikke i 1851 blev de alle betragtede som store kunstnere. Netop C.A. Schleisner og Julius Friedlænder havde et par år forinden været ude for massiv kritik fra N.L. Høyen, som så dem som skræmmebilleder på en uheldig indflydelse fra den tyske kunst. De forsøgte, mente han, at skabe sig en position ved hjælp af “en ydre bestikkende virtuositet og fashionable motiver”.

De var ikke just populære på det akademiske parnas. Alligevel kan man konstatere, at det er mange af de samme kunstnere og det samme tvivlsomme valg af billeder til bortlodning, der gentager sig helt frem til århundredskiftet. Schleisner, Libert, Grove og Friedlænder har helt tydeligt appelleret til borgerne i datidens Randers. En lille sjov detalje runder historien om foreningens første udstilling af. I avisen opfordrede Kunstforeningen publikum til at besøge udstillingen mellem “10 og 3”. I dette tidsrum var lyset optimalt, og der var således de bedste forudsætninger for at opnå den fulde kunstneriske “vækkelse”.

Nyhedens interesse fortog sig efterhånden, og til et bestyrelsesmøde i 1867 blev det foreslået, at man skulle indskrænke Kunstforeningens virksomhed til kun at afholde kunstudstilling hvert tredje år og i stedet indkøbe værker til bortlodning på udstillingerne i København. Det blev ikke vedtaget, men i 1872 blev medlemmerne indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor det eneste punkt på dagsordenen var foreningens ophævelse. Medlemstallet var faldet betydeligt, og den indledende gejst var svundet. Forslaget blev stillet i bero. Man kan med nogen berettigelse sige, at Kunstforeningen efter de første aktive år henfaldt i en tornerosesøvn. Først i 1887 kom der nyt liv i foreningen. Prinsen kom i skikkelse af arkitekt J.P. Jensen Wærum, som sandsynligvis var den egentlige ophavsmand til et forslag om at grundlægge et kunstmuseum i Randers.

Et tempel til kunsten:
Hil dig , Skjønne Højtidsdag!
Frem til Maalet har vi vundet,
Kunsten har sin Bolig fundet
under dette Tempeltag!
Her med Aandens Flammetunge
Lydt for gamle og for unge
Selv den tale skal sin Sag.
(1. vers. Kantate af Charles Gandrup til indvielsen af Randers Museum). 

På en ekstraordinær generalforsamling den 27. juni blev der således truffet en beslutning af vidtrækkende betydning for kunsten i Randers. Der blev afsat 600 kroner til indkøb af kunstværker, der ikke skulle fordeles mellem medlemmerne, men forblive foreningens ejendom og udgøre fundamentet til etableringen af et kunstmuseum i Randers. Man indgik et samarbejde med Randers Historiske Samling med henblik på opførelse af en fælles museumsbygning. Der ville ikke have været et kunstmuseum i Randers hvis det ikke havde været for Randers Kunstforenings store indsats, men samtidig er det uvist, om der ville have været en Kunstforening, hvis ikke idéen om museet havde givet ny inspiration til foreningens arbej­de. I de følgende år blev der arbejdet målrettet hen mod et museum. Man skaffede 30.000 kroner i støtte fra ministeriet og købte de første værker til samlingen.

Den 29. august 1893 blev det nye museum indviet. Bygningen var tegnet af arkitekten P. Paulsen og var arkitektonisk set et prestigebyggeri. Byggestilen var ny-klassicistisk med søjler og et indgangsparti med den karakteristiske, trekantede tempelgavl. Det var en monumental bygning, der signalerede, at kunsten var for de indviede. Indvielseshøjtideligheden blev dagen efter i Amtsavisen beskrevet som “særdeles smuk og vellykket”. Omkring klokken 12 samledes “et talrigt og elegant Publikum” i museets flotte og rummelige vestibule hvor ovenstående kantate skrevet til dagens anledning af digteren Charles Gandrup blev opført af et blandet herre- og damekor med klaverakkompagnement. Kantaten kan i dag forekomme lige lovlig vidtløftig, men giver for så vidt et ganske godt indtryk af periodens idealistiske æstetik. I den øverste etage, som var tilegnet museets kunstafdeling, var salene allerede godt fyldt op. Udover de værker som Kunstforeningen selv havde erhvervet op til åbningen, deriblandt Wenzel Tornøes “Syerske, Pinse­morgen” og Vilhelm Kyhns “Fra Egnen ved Himmelbjerget” som den dag i dag er en del af museets permanente ophængning, havde man fået en del deposita fra den Kongelige Malerisamling, det senere Statens Museum for Kunst, og kammerherre Meldahl havde skaffet museet en del afstøbninger fra Kunstakademiet og Thorvaldsens Museum. Endvidere havde en del kunstnere stillet værker til rådighed i håb om, at de på længere sigt kunne blive indlemmet i samlingen. Der var alt i alt 30 malerier, og forfatteren til artiklen i Randers Amtsavis fandt at kunstsamlingen gjorde et “næsten overvældende Indtryk”. Med vores smag i dag ville begejstringen nok være knap så stor. Sandheden var, at mens den historiske afdeling allerede før indvielsen havde en righoldig og imponerende samling, var det først nu kunstafdelingens arbejde begyndte. Flere af de ophængte værker var kunstnerisk ubetydelige, mens andre blot var til låns. Der var lang vej til at man kunne kalde sig et rigtigt museum.  

En kunstforening driver museum
Randers Museums Kunstafdeling og Randers Kunstforening var fra starten tænkt som to selvstændige, konstitutionelt uafhængige institutioner, men fra 1893 til 1898 virkede Randers Kunstforening og museets kunstafdeling under en fælles bestyrelse. Alle møder blev refereret i Kunstforeningens forhandlingsprotokol. Fra januar 1898 splittes vejene dog. Kunstafdelingens bestyrelse fik deres egen protokol og begyndte at holde selvstændige møder. Det var dog en adskillelse, der når det kom til stykket, ikke spillede den store rolle. Bestyrelserne var identiske. J.P. Jensen Wærum var formand i begge sammenhænge og den øvrige bestyrelse bestod af amtsforvalter Alexander Wilde, der var kommet til byen i 1897, borgmester Ste­mann, vinhandler Christian Riis og Karmark Obel. Senere gled bestyrelserne lidt mere fra hinanden, men Kunstforeningen var stadig ansvarlig for at udvælge fire ud af kunstafdelingens fem bestyrelsesmedlemmer og J.P. Jensen Wærum forblev formand i begge bestyrelser helt frem til 1924. Han bar i praksis to kasket­ter.

Et sjovt eksempel herpå kan man finde i Jensen Wærums kata­log fra vandreudstillingen i 1908, hvor han ud for udvalgte billeder har noteret hvilke værker, der skulle købes “til museet” og hvilke, der skulle bruges “til bortlodning”. Et andet eksempel på fællesinteresser finder man i Kunstforeningens protokol hvori det fremgår, at man i december 1923 overvejede ikke længere at modtage vandreudstillingen, der i de seneste par år havde givet underskud. En del af medlemmerne var tydeligvis mere interesserede i de mere materielle goder, og ønskede at bruge flere af pengene på indkøb til bortlodning.

Jensen Wærum var mere idealistisk, han tog Kunstforeningens formålsparagraf: “At vække og nære Sansen for de dannende Kunster” seriøst og betragtede det som uheldigt at afskære borgerne i Randers fra at stifte direkte bekendtskab med nyere kunst. I januar 1924 fik han problemet løst. Kunstafdelingens bestyrelse vedtog at støtte Kunstforeningens vandre­udstilling med 150 kroner årligt. Altså har adskillelsen mellem Kunstforeningen og kunstafdelingens bestyrelse i visse tilfælde kun været proforma. Aktivitetsniveauet lå ikke synderligt højt i Kunstforeningen i disse år. Man fik som nævnt besøg af vandreudstillingen, et udvalg af kunstværker fra Charlottenborg udstillingen og den Frie udstilling, der blev udsendt til kunstforeningerne i Aalborg, Randers, Århus, Odense, Ribe, Kolding og Maribo, så der var ikke det store arbejde forbundet med dette. Inspektør Viggo Jastrau, der siden 1888 havde været inspek­tør ved Kunstforeningen i København fungerede som kommissær for udstillingen, der blev ophængt i museets kunst­afdeling. Det er nærliggende at antage, at medlemmernes hovedkræfter blev investeret i museumsdriften.

Efter den lidt uheldige start var der kommet mere ræson i kunstafdelingens indkøbspolitik. Det var af stor betydning, at Alexander Wilde var kommet med i bestyrelsen. Han var uddannet jurist, men udstillede også som maler på Charlottenborgudstillingen og havde fine forbindelser til kunst- og museums­kredse. Han var gode venner med såvel maleren L.A. Ring som med museumsdirektør Karl Madsen fra Statens Museum for Kunst, og denne var ikke den værste rådgiver et nyt museum kunne få. I de følgende år blev der gjort flere betydningsfulde indkøb til museets samling. Som det kan læses i Kunstmuseets jubilæumsskrift satsede man dog primært på allerede anerkendte kunstnere. Der blev ikke taget mange chancer og man havde ikke øje for tidens mere eksperimenterende kunstnere. Da Alexander Wilde trak sig ud af kunstafdelingens bestyrelse i 1923, blev han afløst af overretssagfører Paul Buhl, der året efter overtog Jensen Wærums post som formand i kunstafdelingens- og senere også i Kunstforeningens bestyrelse. Paul Buhl var gift med Johanne, der var datter af maleren Georg Achen, og havde gennem hende modtaget stærke påvirkninger fra det rige kunstneriske miljø omkring faderen. Paul Buhl var meget kompetent og dygtig, men hans interesse lå generelt i den lidt ældre kunst. Erhvervelser af nyere kunstnere skete kun i begrænset omfang og her primært gennem Ny Carlsbergfondets årlige udlodninger. ­I København var der sket meget siden århundredeskiftet. Hvor det i 1891 havde været den Frie udstilling, der havde brudt med traditionens formyndere på Charlottenborg, var der i 1915 en fraktion af unge kunstnere, der fulgt af Fynboerne, brød med den frie og lavede deres egen udstilling, Grønningen. En af de mest domi­nerende skikkelser på den nye udstilling var Harald Giersing, der var nevø til Alexander Wilde og ofte på besøg i Randers.

Men hverken kunstafdelingen eller Kunstforeningen viste interesse for Giersing eller nogen af hans ligesindede. Grønningen udstillede i Århus så tidligt som i 1918, men i Randers holdt Kunstforeningen sig trofast til vandreudstillingen fra Charlottenborg og den Frie. De debatter om tradition og for­nyelse, naturalisme og modernisme, der blev udkæmpet i København nåede først langt senere til Randers.  

“Nu skal Øjnene aabnes i Randers”
I april 1943 blev arkitekt J.P. Hjersing formand for Kunstforeningens bestyrelse. Paul Buhl var død tidligere på året, og som en smuk gestus blev Johanne Buhl enstemmigt valgt ind i såvel Kunstforeningens- som kunstafdelingens bestyrelse. I november kom yderligere to nye medlemmer kontorchef Jens Birk og grosserer Curt Grundtvig ind i bestyrelsen. Birk havde i årevis samlet på moderne kunst og var godt inde i tidens tendenser. I et interview i Socialdemokraten, december 1944, kom Birk med en erklæring, der næsten kan ses som programmatisk: “Kunst er tilgængelig for enhver der har Øjnene Aabne ” og nu skal Øjnene Aabnes i Randers”. Allerede her fremlagde Birk planerne for to udstillinger i Kunstforeningsregi. Udstillingerne skulle ikke som tidligere være vandreudstillinger sammensat i København, man ville arrangere selvstændige udstillinger. Fra 1943 havde malerierne på Randers Museum på grund af krigen været taget ned og opmagasineret andetsteds, så man havde rige muligheder for at udfolde sig i de flotte ovenlyssale på museet.

I foråret 1944 var der fokus på det lokale område, for man ønskede at styrke båndene mellem Kunstforeningen og det omgivende samfund. I april åbnede udstillingen “Randers Malere”, der bestod af værker af kunstnere med tilknytning til Randers. Blandt kunstnerne var Niels Lergaard, der var født i Vorup, afdøde Johan Rohde var repræsenteret med fire malerier, hvoraf de tre tilhørte museet. Amtsforvalter Alexander Wilde, der var en habil maler udstillede side om side med sin søn: civilingeniør Poul Wilde, der som sin far sad i såvel Kunstforeningens som kunstafdelingens bestyrelse. Også det mere dristige var repræsenteret, nævnes kan nogen surreelle billeder af den unge Sven Dalsgaard, der som Amtstidende skrev, “krævede ikke saa lidt Studium, hvis man ville opnaa at forstaa dem”. Højt estimerede malere hang ved siden af værker af nye eksperimenterende spirende kunstnere. Udstillingen gav de lokale amatørtalenter mulighed for at udstille sammen med rigtige kunstnere, og for flere af deltagerne var Kunstforeningens initiativ således et blåstempel af deres arbejdsindsats. Udstillingen varede otte dage og fik 2100 besøgende. Pressen, der viste stor interesse for initiativet, var med til at skabe det smukke resultat. Fra at være en lidt ubemærket institution, der levede i fornem tilbagetrukkethed fra det pulserende liv, blev Kunstforeningen pludselig meget synlig i bybilledet.

I maj åbnede udstillingen “Kunst i Randers-Eje”. Hvortil borgerne i Randers via en lille blanket kunne tilmelde deres bedste billeder. På blanketten stod der, at “Det bemærkes udtrykkeligt, at kun absolut kunstnerisk værdifulde Malerier vil finde optagelse på Udstillingen”. Nu er det jo bare sådan, at det, der af den ene opfattes som kunstnerisk værdifuldt, ikke altid bliver vurderet på samme måde af en anden. Birk og kompagni måtte sande, at det ikke var en taknemmelig opgave at være censurkomité. Udstillingen var dog en stor succes og de billeder, der dukkede op fra de private hjem demonstrerede tydeligt, at ikke alle borgere i Randers havde valgt den samme forsigtige linie som museet og Kunstforeningen. På udstillingen kunne man se værker af fremtrædende malere som Marstrand, Michael og Anna Ancher og Vilhelm Hammershøj, men også værker af mere moderne kunstnere bl.a. fra Grønningen blev her udstillet i Randers for første gang. Der var billeder af William Scharff, en af Birks personlige favoritter, Olaf Rude og Vilhelm Lundstrøm. Jens Søndergaard var repræsenteret med fire malerier og Richard Mortensen med et enkelt billede, et af de abstrakte botaniske billeder fra 1930″erne. Udstillingen var af et sådant format, at museumsdirektør Leo Swane fra Statens Museum for Kunst sendte sine lykønskninger til bestyrelsen. Stemningen blandt de besøgende vejrede dog mest til den lidt ældre kunst og traditionelle malemåde. Kunstforeningen udskrev en konkurrence, hvor man kunne stemme på “Byens bedste Billede”, og det kan bemærkes, at ingen af de mest moderne kunstnere blev nominerede. Året 1944 markerede et vendepunkt i Kunstforeningen histo­rie og vidner om en stor virkelyst og en tilsvarende betragte­lig arbejdsindsats. Man arbejdede bevidst på at “Aabne Øjnene i Randers”. Fra starten af året til årets slutning steg medlemstallet fra 60 til omkring 400. Randers Kunstforening var pludselig den største i provinsen. Stigningen har naturligvis noget at gøre med, at der ikke var mange adspredelser under krigen, men vidner så sandelig også om Kunstforeningens store gennemslagskraft. Der kom nye navne blandt de udstillede kunstnere, nyt liv i Kunstforeningen og så afgjort nyt liv i det publikum, der kom til udstillingerne. Aktiviteten steg også udadtil. Den 24. januar tog J.P. Hjersing og Jens Birk til et møde i Århus. Anledningen til mødet var et forslag fra Viborg Kunstforening om et samarbejde mellem de forskellige kunstforeninger i Jylland. Det var vanskeligt for den enkelte forening at arrangere de helt store udstillinger. Det kostede for meget at fragte billeder frem og tilbage, og det tog for meget tid at planlægge hver eneste detalje. Resultatet af mødet var stiftelsen af Sammenslutningen af jydske Kunstforeninger af 1944. Sammenslutningen skulle arrangere tilbud om udstillinger og foredrag til den enkelte kunstforening, der også selv kunne bidrage med forslag, ønsker og idéer. Idéen om et samarbejde mellem byerne -som Randers Kunstforening allerede havde arbejdet med i 1851- var endelig blevet en realitet om end i noget større målestok. Allerede i april 1944 var der 19 lokale kunstforeninger i Sammenslutningen. Randers var flot repræsenteret i bestyrelsen. Jens Birk blev valgt ind til det første møde og beholdt posten i årevis. Med Sammenslutningen i ryggen blev det muligt at sætte aktivitetsniveauet op. Således var der i 1946 seks udstillinger, fire foredrag og over 500 medlemmer. 

“Kejserens nye klæder”
Se at forstaa moderne Kunst
er ikke alle givet.
Forstanden er jo slet fordelt
som alting her i livet,
og har man ikke kunstforstand,
saa maa man altsaa lære,
at Kunst er ikke Kunst
hvis man kan se hvad det skal være
(Dagens vers, 1945. ah.) 

Søndag den 25. november 1945 holdt Kunstforeningen fernisering på en udstilling af kunstnersammenslutningen Grønningen og på en retrospektiv udstilling af Jens Søndergaards billeder. Det var første gang, man så en så imponerende manifestation af moderne kunst i Randers. På udstillingen var det muligt på nærmeste hold at stifte bekendtskab med kunstnere og stilarter, som mange kun kendte gennem københavnerpressen. Udstillingen kom til at danne grundlag for en heftig debat om kunst, der fik konsekvenser flere år frem i tiden. På udstillingen var der da også flere værker, der nok kunne give et menneske med en konservativ kunstopfattelse noget af et chok, f.eks. var Egill Jacobsen repræsenteret med fire abstrakte billeder. Det, der for alvor satte diskussionen i gang var imidlertid den lidt ældre Søndergaard. Jens Birk havde få dage efter ferniseringen skrevet et indlæg til aviserne, hvor han blandt andet gav udtryk for, at “alle ville kunne blive enige om, at Jens Søndergaards billeder lyser af Ærlighed og Ægthed”. Det var det bestemt ikke alle, der kunne. Mens flere omtalte udstillingen, og den retrospektive ophængning af Søndergaard i særdeleshed, som den “fineste og smukkeste Udstilling”, der endnu havde været vist i Kunstforeningen, og mente, at den var af et så “usædvanlig Format at det vil glæde enhver, der har den mindste Interesse for Malerkunst”, var der andre, der ikke delte denne uforbeholdne begejstring. Den 30. november skrev en arkitekt ved navn M.Jensen Wærum et læserbrev, der for alvor trak stridens fronter op: “På museet hænger et billede af Jens Søndergaard, hvor der i forgrunden kører en Vogn, som er forspændt med noget ubestemmeligt noget”. Indlægget fortsætter: “I Tyskland fjernede man moderne Malerier fra Muse­erne og sendte dem tilbage til dem, som havde smurt dem, med den Motivering, at et Landskab skal males saaledes at Beskueren kommer til at elske sit Fædreland. Tror de hr. Birk, man kommer til at elske sit land eller by når man ser på Jens Søndergaards landskaber””. M. Jensen Wærum så nazisternes indsats mod den kunst, de betrag­tede som “entartet” som forbilledlig, og ønskede den efter­levet i Danmark og i Randers i særdeleshed. Her gjorde man nemlig det modsatte af tyskernes “storartede indsats” og tog de moderne smørerier ind på museerne. “Det er Kejsernes nye Klæder om igen. Man skal have glæde af at besøge en Kunstudstilling, det skal ikke være en Kryds- og tværs opgave, der kun kan løses af Indviede” sluttede han. Birk skriver dagen efter et noget sarkastisk svar, hvor han inviterer Wærum til et, af Kunstforeningen arrangeret, foredrag ved museumsinspektør Lars Rostrup Bøyesen om “Kunsten at forstå Kunst”. Hvis Wærum havde været den eneste, der var utilfreds med Kunstforeningens nye moderne linie, kunne debatten nok være stoppet her, men det var langt fra tilfældet. Mange var ivrige efter at deltage i diskussionen om god kunst, det moderne og traditionen, og der blev snakket og skrevet meget om kejserens nye klæder. En god del af borgerne foretrak naturalistisk kunst med et “fortællende indhold og en masse fortryllende malede detaljer” og havde meget svært ved at forstå den abstrakte kunst.

Poul Wilde forsøgte at dæmpe gemytterne, men var lidt uheldig i sit ordvalg: “Det hænger jo ganske simpelt sammen med, at der er forskellige Udviklingstrin i ethvert Menneskes kunstneriske Syn”. Både han og Birk kom i deres formuleringer måske til at lyde lige lovlig belærende, og debatten rasede videre. Det var ikke nok bare at være glad for kunst, man skulle åbenbart, som smædeverset fortalte, lære “at Kunst er ikke Kunst hvis det ligner noget”. Dønningerne af konfronta­tionen kan findes længe efter. På generalforsamlingen i 1949 måtte Jens Birk, der i mellemtiden var blevet formand for Kunstforeningen, og Poul Wilde stille deres mandater i foreningens bestyrelse til disposition. Der var massiv kritik af foreningens lidt for moderne udvalg af udstillinger. Poul Wilde var ikke utilbøjelig til at give oppositionen medhold, men Birk ønskede ikke under nogen omstændigheder at fravige den nye udstillingspolitik. Heldigvis var han ikke den eneste, der holdt af nyere kunst, og både Wilde og Birk blev genvalgt.  

Kunsten kommer til folket
I 1964 måtte den gamle museumsbygning opgives, og samlingen blev overflyttet til midlertidige lokaler i den nedlagte Sct. Clemens kirke på Hobrovej. Flytningen betød, at Kunstforeningen i et vist omfang stod uden tag over hovedet. Lokalerne på Hobrovej var for små til at rumme museets permanente samling endsige give ret meget plads til Kunstforeningens udstillinger. Der var behov for alternative udstillingsmuligheder. Samtidig ønskede man i 60″erne at skabe lidt mere opmærksomhed om Kunstforeningens aktiviteter, som foreningens formand Gunnar Christensen udtalte, havde man “slået for lidt på tromme for foreningens eksistens”. Løsningen på begge problemer blev en stribe af udstillinger på steder af mere utraditionel karakter. Den 28.-29. januar 1967 åbnede Kunstforeningen i samarbejde med Discontobanken en udstilling i bankens lokaler. Udstillingen var sammensat af Sammenslutningen af jydske Kunstforeninger og bestod af en række værker fra Statens Museum for Kunst. Tilsyne­ladende fandt publikum den alternative udstillingsform interessant. I løbet af de to dage udstillingen var åben, blev banken besøgt af 1500 mennesker. Det var tæt på være landsrekord for en weekendudstilling. Mange gæster var blot forbipasserende, der af almindelig nysgerrighed slog et slag forbi, og således mere eller mindre ufrivilligt fik en kunstnerisk oplevelse. Når folk ikke kom til kunsten af sig selv, måtte kunsten komme til folket. Succesen gentog sig i de følgende år. Kunst i banken var en klar publikumsmagnet. “Idéen er mægtig”, skrev aviserne.

Der var imidlertid ikke megen opbakning til Kunstforeningens øvrige udstillinger. I 1966 havde man bestilt 12 udstillinger gennem Sammenslutningen af jydske Kunstforeninger, det var det største antal udstillinger nogen sinde, alle var af høj kunstnerisk kvalitet. Der var ikke mange danske kunstnere af betydning, der ikke blev udstillet i Kunstforeningen i disse år. Gennem samarbejde med Galerie Birch i København blev det også til flere specialiserede, især grafiske, udstillinger med udenlandsk kunstnere. Desværre var det ofte kun Torden­skjolds soldater, der dukkede op og så dem. Der var dog undtagelser, blandt andet fik Per Arnoldis første udstilling i Randers i 1969 stor opbakning, hvad der gentog sig, da han udstillede i 1975 og igen i 1996. Det var da også Arnoldi, der til Kunstforeningens 125 års fødselsdag i 1976, stod bag det smukke litografi, som foreningen gav til sine medlemmer.  

En gammel forening med nye visioner
Randers Kunstforening er gammel, men i højeste grad i live. Det er blevet bevist at antallet af år, man har lagt bag sig ikke behøves at være ensbetydende med mindsket åndelig vitalitet, kunstnerisk engagement eller et stagneret syn på hvad god kunst er og skal være.

I 1976 blev den nye museumslov vedtaget. I loven blev der stillet krav om, at museerne skulle have faguddannet ledelse. En epoke i museets og Kunstforeningens historie var forbi. Det var ikke længere kunstinteresserede borgere, der drev museet, men kunstfagligt uddannet personale. I 1979 blev Villads Villadsen udpeget som museumsinspektør. I dag kan det siges, at de gamle kunstforeninger i nogen grad har overlevet sig selv. Kunstmuseerne og gallerierne har i stigende grad overtaget formidlingen af kunsten til folket. Men måske er det Kunstforeningernes fordel, at de ikke er bundet på samme måde som et indsamlende professionaliseret museum.

Randers Kunstforening er en uafhængig institution, og ved at holde sig i konstant bevægelse har foreningen vist, at den kan fungere som såvel “nyhedsbureau” som et debatforum. I årenes løb har foreningen gennem udstillinger, bortlodning af værker, artikler, foredrag, kunstnerdialoger, udflugter og lignende arrangementer udbredt kendskabet til forskellige kunstnere og forskellige kunstneriske stilarter. I 1987 gentog man succesen fra 1944 og arrangerede en udstilling af “Dansk Maler­kunst i Randerseje”. Som i 1944 viste udvalget af billeder, at kunstinteresserede enkeltpersoner i Randers gennem årene har haft fingeren på pulsen. Udstillingen spændte over værker fra det 19. århundrede op til 1980″erne. Mon ikke Kunstforeningen har været med til at præsentere et bredt udsnit af dansk kunst til disse samlere. Kunstforeningen har været en vigtig aktør på kunstscenen i Randers og omegn. Gennem udstillinger har foreningen udbredt kendskabet til lokale talenter, der måske derigennem har fået det endelige skub i retning af en egentlig kunstnerisk karriere. I 1984 forsøgte man med udstillingen RAIS, at skabe en censureret udstilling primært henvendt til kunstnere i Århus amt. Som tidligere ønskede man at styrke relationerne mellem bestyrelsen og medlemskredsen, men også at stimulere kunstlivet i det lokale og placere Randers lidt mere centralt i amtets kunstliv. Det var et spændende initiativ.

I dag såvel som tidligere har foreningen øje for både den unge aktuelle og eksperimenterende kunst og for de ældre mere etablerede navne. Sven Dalsgaard, der gennem mange år plejede gode forbindelser med Kunstforeningen, og som selv sad i bestyrelsen i en årrække, var med til at formidle kontakten til de helt unge. Således havde man i 1977 en udstilling af helt ukendte kunstnere, nemlig Sven Dalsgaards elever fra Kunstakademiet. Blandt disse var en mand ved navn Peter Bonde, der senere har fået slået sit navn fast på den danske kunstscene. Ikke mindst gennem Ekstrabladets kunstklike-debat fra forrige år. Sammen med Erik A. Frandsen, som Kunstforeningen også har vist, og Claus Carstensen, der har været en af gæsterne til Kunstforeningens kunstnerdialoger, er Bonde blevet synonym for en generation af kunstnere. Tænk, han udstillede i Randers 22 år før man i visse kredse i Danmark blev enige om, at hans værker var skandaløse, noget, der jo i dag næsten er adelsmærket for kunstnerisk kvalitet!

Således er Kunstforeningen også i dag åben for nye uprøvede talenter. Thomas Bruuns udstilling “Bag bag grunden” i 1993 eller Iben Dalgårds udstilling “Another Transfer” i 1995 vil måske være grundlag for morgendagens kunstdebatter. Der er også talrige eksempler på, hvorledes Kunstforeningen vedvarende har eksponeret værker af ældre kunstnere og derigennem gjort det muligt at få en dybere indsigt i enkelte kunstneres udvikling. Arnoldi er et eksempel, men nævnes kan også Poul Janus Ipsen, der både separat, og flere gange i forbindelse med gruppeudstillinger har været udstillet i Kunstforeningen. Poul Janus Ipsen har for øvrigt modtaget Jens Søndergaards legat på 200.000 kroner. Den lille historie binder sig sammen med den store. Kunstforeningen har i de sidste år arbejdet meget selvstændigt. Man modtager stadig gode udstillinger gennem Sammenslutningen af danske Kunstforeninger, men følger også egne idéer og intuitive fornemmelser for, hvad der er godt. Således bærer den nuværende bestyrelse en stor del af ansvaret for den stort opsatte udstilling af den unge Martin Bigum “The Adventures of Art”, der var et samarbejdsprojekt med Brandts Klæde­fabrik, Herning Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum og Portalen i Greve. Udstillingen bestod af såvel malerier som video og fotografier og var en af de mest omtalte og bedst besøgte i Danmark i 1997-98. Brandts Klædefabrik har også været samarbejdspartner på et andet flot projekt, nemlig Viera Collaro og Merete Barkers udstilling: “Energiens Spor” i 1996. To fremragende kunstnere, der for øvrigt begge er medlem af Grønningen.

Vi ændrer smag med hensyn til kunst. Det man tidligere betrag­tede som fortræffelige værker, er måske ikke de samme, der få år senere bedømmes som kunstnerisk betydelige. Kunst er ikke “objektive kendsgerninger, der kan sættes på flaske” og det er nemt at komme til at “holde på den forkerte hest”. I 1993 fejrede Kunstforeningen at 100 års dagen for Museets indvielse med en udstilling, der tematiserede dette. Til åbningen i 1893 hang der omkring 30 malerier på væggene. De var alle malede af periodens egne kunstnere. Hvad der dengang blev regnet som gangbar kunst, har kun i få tilfælde overlevet i dag. På udstillingen i 1993 valgte Randers Kunstforening at præsentere en række kunstværker, som man kunne have tænkt sig at erhverve, hvis foreningen i dag skulle indkøbe kunst med henblik på en samling. Den rummede 30 værker af 30 nulevende danske billedkunstnere. Blandt de deltagende kunstnere var Sven Dalsgaard, Poul Janus Ipsen, Michael Kvium, Nina Kleivan, Poul Pedersen, Merete Barker, Vilhelm Freddie, Stig Brøgger, Inge Rasmussen og mange flere. Det er alle etablerede kunstnere af høj kunstnerisk kvalitet, men det er nok tvivlsomt om de alle har “livskraft” nok til at holde de næste 100 år.

Kunstforeningen har flere gange satset og lavet udstillinger med værker af provokerende kunstnerisk karakter. Efterfølgende har de ikke blot måttet stå til regnskab for den lokale dommerkomité, men også for eftertidens. De kunstnere man satsede på, har ikke altid opnået en plads på parnasset, men gennem 150 år er Randers Kunstforening kommet med rigtig mange gode, spændende og indsigtsfulde bud. “De har bestemt ikke taget helt fejl”.

Tillykke med de 150 og de bedste ønsker for de kommende år.