Randers Kunstmuseum
Randers Kunstmuseum – sådan finder du museet
Kunstmuseet ligger i midtbyen på 2. sal i Kulturhuset, Stemannsgade 2. Vi har facade mod Østervold, tæt på rutebilstationen. Kulturhuset har elevator og adgangsvejene er handicapvenlige. På 1.sal finder du Kulturcafeen, der er åben fra mandag til fredag kl.11-16. På 1.sal er det også muligt at besøge Kulturhistorisk Museum, der har samme åbningstider som os. Kunstmuseet har åbent tirsdag til søndag fra 10-16.
Bygningen
Randers Kunstmuseum blev grundlagt allerede i 1891. Det ligger midt i byen, i Kulturhuset, tegnet af Flemming Lassen og opført i 1969. Huset rummer Randersegnens Hovedbibliotek i stueetagen, Kulturhistorisk Museum på første sal, og Randers Kunstmuseum på anden sal.
Kunstmuseet råder her over et samlet udstillingsareal på 1500 kvadratmeter, hvoraf hovedparten er store, smukt oplyste rum til forevisning af malerier og skulpturer. Disse rum oplyses primært af dagslyset, der ledes ned gennem lyskassetter i loftet. Museet har endvidere et mindre udstillingsrum der er indrettet med Tróndur Paturssons “Kosmisk Rum”.